Ny forperson for Medierådet for Børn og Unge

Miriam Michaelsen er udpeget af kulturministeren som ny forperson for Medierådet for Børn og Unge i en fireårig periode.

Medierådets nye forperson er advokat Miriam Michaelsen, og hun ser frem til at komme i gang med arbejdet.

”De sidste mange år har jeg – både som advokat og som bestyrelsesleder i Digitalt Ansvar – arbejdet målrettet for en fælles front for bedre digital tryghed, ansvarlighed og retfærdighed for alle. Så jeg har taget imod posten som forperson for Medierådet med stor ærefrygt og respekt, fordi Medierådet allerede nu spiller en vigtig rolle i forhold til lige netop det og med fokus på en vigtig målgruppe – vores børn og unge,” siger Miriam Michaelsen.

”Jeg håber meget, at min viden og erfaring kan bruges godt i Medierådets arbejde også. Nu glæder jeg mig meget til i første omgang at komme i gang med arbejdet og at lære organisationen og projekterne bedre at kende,” siger den nye forperson.

Kulturministeren har genbeskikket Mille Balslev (børnesagkyndig medlem) og Rasmus Helles (forskningsrepræsentant) for fire år.

Miriam Michaelsen afløser Stine Liv Johansen (lektor, ph.d. ved Center for Børns Litteratur og Medier, Aarhus Universitet), som har været Medierådets forperson siden maj 2019.

Medierådets medlemmer pr. 1. maj 2022:

Miriam Michaelsen (forperson), advokat

Mille Balslev (børnesagkyndigt medlem), adjunkt ved Ørestad Gymnasium

Rasmus Helles (forskningsrepræsentant), lektor ph.d. ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet

David Madsen (børnesagkyndigt medlem), psykolog

Mette Raun Fjordside (forbrugerrepræsentant), vicedirektør, Forbrugerrådet Tænk

Emil Mark Nørholm, brancherepræsentant for Danske Biografer, direktør for Atlas Biograferne og Humle Bio

Merete Martensen Christensen, brancherepræsentant for de danske filmdistributører og direktør for Scanbox biografdistribution i Danmark, Sverige, Norge og Finland