Børn og unge skal vide mere om deres persondata

sikkerhed og privatliv. Børn og unge skal vide, hvordan de passer på deres personlige data på nettet. Medierådet vil derfor styrke grundskolens arbejde med et nyt undervisningsmateriale om persondata.

Børn og unge mangler viden, når det gælder privatliv online. På trods af at en del børn og unge har en grundlæggende forståelse for dataspor og dataetik, er denne viden ofte præget af misforståelser.

”Børn og unge vil gerne passe på sig selv på nettet. Vi skal som voksne være klædt godt på til at hjælpe og ikke overlade dem til sig selv, når det handler om deres digitale liv og deres persondata. Her har skolen en del af ansvaret,” fortæller Medierådets formand Stine Liv Johansen.

”Vi kan se, at børn og unge er udfordret i forhold til deres viden om online privatliv, når det gælder persondata, digitale fodspor mv. Derfor udgiver Medierådet undervisningsmaterialet ’Persondata-hva’-for-noget?’, der sætter gang i børn og unges egne refleksioner over disse emner,” siger Stine Liv Johansen. ”Vi er opmærksomme på, at emnet er svært. Men det er ikke desto mindre vigtigt at starte samtalen om persondata allerede i de mindste klasser som del af børns digitale dannelse.”

I 2018-19 gennemførte Medierådet en række undersøgelser blandt børn i 4. og 7. klasse i samarbejde med Børns Vilkår under titlen ”Digital dannelse i børnehøjde”. Undersøgelserne viser blandt andet, at 4% af de adspurgte børn i 4. klasse kunne forklare hvad brugerbetingelser er, mens andelen var 24 % i 7. klasse.

”Persondataforordningen” (eller ”GDPR”) er et sæt regler for myndigheder, organisationer og virksomheder, der opbevarer data om personer (som f.eks. ansatte, kunder eller brugere). Det gælder altså for alt fra et socialt medie til en bank, at så længe de opbevarer persondata, skal de opfylde særlige krav. I forordningen sættes der et særligt fokus på beskyttelse af børns personoplysninger i forbindelse med markedsføring og ved oprettelse af brugerprofiler eller indsamling af personoplysninger på informationstjenester rettet mod børn.

Børn og unge skal og bør vide hvilke data de deler, når de er online, og vide at de har rettigheder. Med undervisningsmaterialet "Persondata-hva’-for-noget?" kan lærere i folkeskolen nu arbejde målrettet med persondata i deres undervisning. Materialet er målrettet henholdsvis elever i 3.-4., 5.-7. og 8.-9. klasse.

Udvikling i tæt samarbejde med lærere

Det webbaserede undervisningsmateriale er udviklet sammen med skoler i Furesø Kommune og Fremtidsværkstedet i Farum. Kommunen har sideløbende arbejdet på en større strategi for digital dannelse blandt børn og unge. Materialet har været testet og er udviklet i tæt samarbejde med en række lærere på tværs af forskellige skoler og klassetrin i grundskolen.

De deltagende lærere oplevede både, at eleverne havde forskellige forudsætninger for at arbejde med persondata, og at det for mange var svært at forstå i starten af forløbet. Undervejs indså mange elever på tværs af klassetrin dog, at persondata handler om dem selv og deres eget digitale liv.

Alle de deltagende lærere oplevede, at deres elever fik et nyt sprog til at fortsætte snakken om persondata, også lang tid efter de havde gennemført aktiviteterne.

”Da vi kom tilbage fra corona-nedlukning, blev jeg lukket ind i en diskussion i klassen om udviklingen af en app, der kan spore smittekilder,” fortæller en lærer, som har arbejdet med materialet i udskolingen og forsætter:

”Eleverne diskuterede, om det var muligt at lave sådan en app, der var brugbar, men som ikke skulle bruge alle deres data. Det var en faglig diskussion, der blev startet af eleverne og med et ordforråd som de ikke havde, før de arbejdede med ’Persondata-hva’-for-noget?’.”

Aktiv elevdeltagelse og refleksion

Undervisningsmaterialet består af forskellige aktiviteter, som har til formål at få eleverne til at reflektere over, hvordan de deler data, når de er online. Eleverne skal både lytte til podcasts og se film og diskutere og producere selv. De skal arbejde med formidling til jævnaldrende og forholde sig til forskellige dilemmaer og hverdagssituationer. For de yngste elever vil fokus være på at få en grundlæggende forståelse af, hvad man deler på nettet og hvorfor, og for de ældste vil der blandt andet være fokus på rettigheder i forhold til persondataforordningen.  

Materialet har tilhørende lærervejledning og er opbygget, så det understøtter læreren i at undervise i et komplekst emne som persondata. Man skal ikke være ekspert på området for at kunne bruge det i sin undervisning.

Undervisningsmaterialet bygger på et kampagnemateriale med samme titel, som blev udgivet til Sikker Internet Dag i 2019 af Medierådet i samarbejde med Red Barnet og Center for Digital Pædagogik.


Kontakt:

Lisbeth Brunebjerg Holmegaard, projektleder, lisbethh@dfi.dk

Stine Liv Johansen, formand for Medierådet, stineliv@cc.au.dk